Tak for det store fremmøde ved årets ordinære generalforsamling d. 20. marts i år. Det var som altid dejligt at se jer alle og mærke den store interesse for vores ejerforening.
Den på generalforsamlingen valgte bestyrelse mødtes første gang i ugen før påske, hvor vi fik lagt planerne for 2025. Vi vil gerne dele disse planer med jer, så det er derfor, at vi udsender dette nyhedsbrev. Samtidig vil vi gerne følge op på nogle af de emner, som blev vendt på årets generalforsamling.
Først til vores fokusområder for bestyrelsesarbejdet i år, hvor vi har besluttet, at fokusere vores indsats på disse 4 hovedområder:
1. Forbedring af digital kommunikation i ejerforeningen
Vi vil undersøge mulighederne for en erstatning for vores nuværende hjemmeside, hvor vi kan opdele informationen på hjemmesiden i en offentlig og en privat del. Den private del skal kun være tilgængelig for medlemmerne. Samtidig kunne vi godt tænke os en løsning, der også giver mulighed for nem kommunikation mellem jer medlemmer uden at bestyrelsen er involveret. Vi har allerede nogle løsninger i kikkerten, nu handler det om at finde den løsning, som dækker vores behov bedst muligt. Målet er, at en ny digital kommunikationsløsning er i drift i løbet af 2025.
2. Løsning på tagproblemerne i punkthusene
Som Ib Jansholt meget fint gjorde rede for på generalforsamlingen, er vi stadig i undersøgelsesfasen for at finde ud af hvilken teknisk løsning, der er den rigtige ift. tagproblemerne i punkthusene. For nuværende holder vi øje med de reparationer, som er udført på forsøgsbasis, for at se om de holder. Det betyder også, at vi indtil videre anlægger en reaktiv tilgang til tagproblemerne i 2025 (med mindre det altså viser sig, at problemerne fortsætter).
3. Nyt låsesystem
Det eksisterende låsesystem nærmer sig pensionsalderen og derfor skal vi have fundet en løsning for fremtiden. Vi ved allerede, at der findes flere gode muligheder. Men, vi har brug for få defineret vores behov og krav til et nyt låsesystem mere detaljeret og derefter matche mulige løsninger mod vores behov og krav. Vi kommer ikke til at investere i et nyt låsesystem i år, men inden året er omme, skulle vi gerne have lagt en plan og et budget for en udskiftning, som vi forhåbentlig kan præsentere på generalforsamlingen i 2026.
4. Elektriske døråbnere i alle opgange
På generalforsamlingen blev der under eventuelt rejst et ønske om, at alle opgange kunne blive udstyret med elektriske døråbnere. I bestyrelsen har vi også drøftet et ønske om at kunne få etableret manuel lystænding i opgangene, så det er muligt at tænde lyset udenfor de tidsrum, der er dækket af automatik, når man kommer ind i opgangene udefra. Lige nu ved vi ikke, hvad de to udvidelser har af omfang rent arbejdsmæssigt og økonomisk. Derfor er målet, at vi 2025 får et overblik over opgaverne og kan tage stilling til hvorvidt det er nogle forbedringer vi vil gennemføre og i givet fald hvornår.
På generalforsamlingen drøftede vi et forslag omkring lovliggørelse af opsætning af markiser. Som det
fremgår af referatet fra generalforsamlingen, trak forslagsstiller sit forslag inden det kom til afstemning. I
stedet lovede bestyrelsen at undersøge praktiske muligheder nærmere.
Bestyrelsen har i den forbindelse taget to skridt: Dels har vi været i kontakt med et markisefirma, dels har vi undersøgt omfang og omkostninger for arkitekthjælp. Vores sonderinger er mundet ud i dette:
1. Markisefirmaet vil gerne give et volumentilbud, hvis der er enighed blandt medlemmerne om accept af en markiseløsning. Her er vi jo ikke endnu og vi står dermed lidt i en ”hønen og ægget” situation.
2. Den arkitekt, vi har været i kontakt med, anslår at omkostningerne for at udarbejde en fælles markiseløsning være på ca. 50.000 kr. Hertil kommer omkostninger for evt. ingeniørberegninger, som vi antager vil være nødvendige, samt naturligvis indkøb af selve markiserne.
Vores konklusion i bestyrelsen er, at den tilgang, som blev drøftet på generalforsamlingen, ikke har givet et
brugbart resultat og at vi derfor ikke arbejder videre med sagen i bestyrelsesregi. Der er dog to andre
muligheder for videre fremdrift på "markisesagen":
- Forslagsstiller på 2025 generalforsamlingen kan rejse forslaget igen, enten på en ekstraordinær generalforsamling, eller på næste års ordinære generalforsamling.
- En arbejdsgruppe blandt medlemmerne kan blive nedsat, som kan fortsætte arbejdet med at undersøge mulige løsninger. Interesserede kan i givet fald henvende sig til Herbert Muhr.
Omkostninger til mobilsug blev også bragt op på generalforsamlingen. Bjarne fortsætter sine bestræbelser på at få en dialog i gang med Lyngby Taarbæk Forsyning om en takstnedsættelse, evt. med support fra bestyrelsen.
Til slut en kort opfordring: Hvis I oplever forhold ved jeres lejligheder, som er omfattet af ejerforenings vedligeholdelsespligt og som I er i tvivl om allerede er kendte, så tøv endelig ikke med at række ud til Bjarne og fortæl ham om det. Det kunne fx være altanfuger, som trænger til at blive skiftet, løse fliser i opgangene eller lignende.
Bedste forårshilsner
Aase, Herbert, Martin, Kenn og Thomas
PS. Invitation til årets sommerfest kommer snart, så hold øje med ejerforeningens hjemmeside.